Lykkelig indefra

Tør du kramme med en fremmed?

19 marts , 2016 - af Charlotte - Kategori: kram hinanden, kramning, lykkeforskning - Tags:
PrintFriendly and PDF

Solen skinnede smukt igennem gardinet, opdagede jeg, da jeg et øjeblik åbnede mine øjne og orienterede mig i rummet. Det var længe siden, at mine tanker havde været fraværende så længe, og jeg bare havde tilladt mig at være tilstede i nærvær, sanser og krop. Det surrealistiske i, at jeg befandt mig i en fremmed mands favn, tæt i et kram, hvor vi var fundet ind i en vuggende rytme, slog mig et øjeblik, inden jeg igen gav slip på mine tanker og nød nuet….

F*ck!! “Jeg har vundet et kram”. Jeg brasede ind i soveværelset og vækkede min mand brat, så overrasket var jeg. Spontant havde jeg trykket “like”ved Per Brændgaards konkurrence, hvor man kunne vinde en krammesession. Og sørme om jeg ikke havde vundet!

Først der slog det mig, om jeg overhoved turde. Jeg havde fulgt med på sidelinjen længe og tænkt, at Per havde fat i noget rigtigt, men samtidig var det med en vis skepsis. For var det ikke lidt for mærkeligt og intimt sådan at skulle kramme med en professionel?! Omvendt var kramming og berøring  jo en af de “aktiviteter”, som jeg selv anbefalede mine stressramte klienter og mentees, fordi det har en videnskabelig bevist effekt i forhold til at skabe ro i kroppen og frigive oxytocin. Hormonet fremmer simpelthen afstresning og øger din følelse af velvære.

Efterhånden fik jeg overbevist mig selv om, at jeg blot var ude i et videnskabeligt studie. Men alligevel var det med en hel koloni af sommerfugle i maven, at jeg gik op af trappen til min krammesession. Per mødte mig i døren, smilende, sympatisk og imødekommende, og min puls begyndte langsomt at finde et naturligt leje igen. Han fortalte om teorien bag kramning og gradvist og helt trygt fik vi afprøvet forskellige måder at kramme på.

Og hvordan var det så? Var det underligt og intimt at kramme med en fremmed? Ja til en start var det da, men efterhånden følte jeg en energi brede sig i min krop, som var så fin og ren. At blive favnet og bare få lov at modtage, uden modforventninger, var ren balsam for sjælen. Jeg fik flashback til min barndom, hvor det bedste i verden var at stå trygt og godt i min mors arme og få et “morkram”. Og jeg løb gradvist tør for tanker, hvilket i sig selv er en sjældenhed i min verden.

Da vi bagefter evaluerede oplevelsen var jeg sørme også løbet tør for ord. Jeg kunne kun sige, at det havde været så fint og dejligt! Hvilket i grunden er essensen af min krammesession. Det var en virkelig fin sansemættende oplevelse, som jeg kun kan anbefale. Og hvis du nu tænker, at det her med at kramme en fremmed, alligevel er for grænseoverskridende, så tag små skridt. Måske kunne du starte med at kramme noget mere og lidt længere med dine nærmeste? Hvis du efterhånden får mod på mere , så er der inspiration at hente her.

Kram

IMG_2717

 

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *