Lykkelig indefra

Er du rund?

26 august , 2015 - af Charlotte - Kategori: accept, børn og lykke
PrintFriendly and PDF

Jeg var kun 23 år dengang, men alligevel husker jeg det ret tydeligt. Min medstuderende Francesca på ergoterapeutuddannelsen gav mig en artikel, som hun syntes, jeg skulle læse. Francesca var en del ældre end jeg og havde et barn. Og artiklen handlede om, hvordan det at få børn, filede alle ens kanter af, så man blev ”rund” og rummende. Dengang var jeg nemlig ret ”firkantet”. Og blev ærligt talt lidt mopset over, at hun åbenbart mente, at jeg kunne trænge til at løsne op. Jeg havde styr på livet, havde jeg. Kendte bus og togplanerne ned til minuttiderne, der var ingen kalk i min brusekabine, ja, jeg var vel kort fortalt en perfekt mønsterstuderende. Siden ændrede det sig. Jeg blev mor. Allerede som 25 årig. Til en dejlig og krævende astmasyg dreng. Jeg lærte, hvad manglende nattesøvn kunne gøre ved ens måde at leve på. Hvordan det kunne være en præstation bare at komme igennem dagen.

Sidenhen blev jeg enlig mor til ham og måtte gå på kompromis med endnu mere. Og i dag er jeg mor til tre. Kalk har taget bopæl i min brusekabine, der gror nullermænd i hjørnerne. Der ligger brugte, stive sokker på badeværelsesgulvet. Der er simpelthen ikke plads til perfektionisme i mit liv. PYT er blevet mit livsmotto, REALISMEN har erstattet perfektionismen, og mine holdninger til livet er blevet ret bevægelige.  Jeg er blevet rundere, på flere måder ;)

Og er det så bedre, og skyldes den udvikling det at få børn? Det er i hvert fald nemmere at navigere i verden uden at slå sig så hårdt, når man er rund og ikke firkantet. Du er sværere at fornærme, trækker oftere på skuldrene. Selvfølgelig kan man arbejde med sin udvikling på mange andre måder. Du kan træne dig selv i at give slip, nyde livet, lade være med at tage det så alvorligt. Alligevel må jeg give Francesca ret. At få børn kan være en genvej. Til at blive rund.

DSC_0754

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Tilbage