Lykkelig indefra

Hvor gemmer lykken sig på en gråvejrsdag?

29 december , 2012 - af Charlotte - Kategori: sorg - Tags: ,
PrintFriendly and PDF

Det er en grå dag, tåget, som om solen slet ikke er stået op, men stadig ligger og gemmer sig under dynen.

Jeg er tung om hjertet, ifører mig en mørk kjole, reder mit hår med tankefulde strøg, mens jeg stirrer ud i luften.

Vi er ved at gøre os klar til begravelse, sorgen er endnu tungere for min mand at bære. Det er hans nære ven, som ikke oplever det nye år. Alt jeg kan gøre er at rumme og stå klar med kærlighed og kram.

I går snakkede jeg længe med en veninde, også for hende havde julen i år båret på sorg. Hendes soulmate havde forladt hende og havde revet hele fundamentet væk under hende.

Jeg grunder over livets sårbarhed, over det vi normalt tager for givet, som så hurtigt kan forsvinde.

Væk, væk, som kirsebærblomsterne, der bliver ført med af vinden en forårsdag.

Hvor gemmer lykken sig på disse gråvejrsdage?

Min veninde udtrykte det så smukt; Jeg vil huske på alle de gode stunder med min kæreste, al den glæde vi trods alt har haft sammen. Det vil jeg bære med mig i hjertet, i stedet for bitterheden.

Sorgen skal have plads, den hører med til livet, men i dag vil vi også huske glæden, alt det gode min mands ven har givet ham. De gode minder, hjælp, latter og venskab. Alt det vi som mennesker ikke vil være foruden, og som vi bærer med os i vores hjerter.

Her i gemmer lykken sig, selv på en gråvejrsdag.

“Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.”

Thomas Kingo

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *