Lykkelig indefra

Om rom, kvindelighed, maskulinitet og livsnydelse

PrintFriendly and PDF

Tilbage i foråret meldte jeg mig til et livsnyder forløb hos  Ketti Bueno Ferrer. Jeg trængte til at fyldt mine glædesdepoter op efter en lang vinter. For dem som ikke kender Ketti, er hun skuespiller, salsainstruktør og forfatter, og så træner hun kvinder i at nyde livet og finde deres kvindelighed.

Jeg har flere gange sat mig til tastaturet for at sætte ord på forløbet, men har ikke været i stand til at formulere mig. Ved nærmere eftertanke tror jeg, at årsagen har været, at det har været så intens en kropslig oplevelse. Jeg har aldrig før oplevet at være så meget tilstede i min krop, som under sessionerne hos Ketti.  Det har været en følelse af, at ting, som måske nok har været integreret hos mig mentalt, pludselig faldt på plads rent kropsligt.

Gamle, hæmmende overbevisninger gik i opløsning under Kettis kærlige øjne. For hos hende bliver du virkelig set – med hjerte, kærlighed og humor. Det tager hende ikke mange minutter at afkode din krop og få øje på, hvordan netop du skal lære at stråle. Efter to sessioner havde jeg fået så meget jordforbindelse, at jeg havde fået hård hud nye steder under mine fødder. Og skridt for skridt kunne jeg mærke, hvordan jeg kom til at hvile og stråle i min egen kvindelighed.

Ketti har rejst og boet i Cuba og er inspireret af cubanernes måde at leve på, herunder hvordan de sætter maskuliniteten og kvindeligheden i højsædet. Noget vi kan lære meget af, her i det kolde nord.

I dag afsluttede jeg forløbet hos Ketti ved at invitere min mand med ind i Kettis Havana på Amager, og akkompagneret af musik, rom og latter, lærte vi de grundlæggende trin i salsa. Under en salsa, tager manden styringen, og kvinden skal være blød og eftergivelig, uden at kontrollere.

Og selv om det ikke lykkedes for os at danse solen frem på denne efterårsdag, lykkedes det at danse kærligheden, sensualiteten og livsglæden frem, så vi kunne gå derfra nærmest lykkelige…

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *