Lykkelig indefra

Svære beslutninger

11 september , 2010 - af Charlotte - Kategori: Ikke kategoriseret
PrintFriendly and PDF

Kan du huske de lister man lavede som barn, når man (som oftest) var forelsket i  mere end en?
Jeg har dem stadig optegnet i mine gamle dagbøger, plusser ved Brian, plusser ved Flemming, minusser ved Brian, minusser ved Flemming, tilsidst en optælling og et resultat, hvem skulle man sende lange blikke i næste uge ;-)
Princippet i de modeller, man anvender i coachingregi i forhold til at tage beslutninger, er næsten det samme.
Du definerer, hvad du ultimativt ønsker af resultat, opstiller muligheder, finder plusser og minusser ved hvert alternativ og gør så regnestykket op. Egentligt rimeligt enkelt, hvis bare der ikke var følelser involveret!!

Vi har nu fået taget beslutningen om skoleskifte, og det har bare været svært.
Når jeg er meget i tvivl, hjælper det mig allermest at snakke med andre, og her har jeg fantastisk hjælp hos familie, venner og kollegaer. Jeg bruger dem som et spejl, hvor de kan hæve mig op fra følelsesdynden og fortælle mig, hvad jeg rent faktisk sagde tidligere, hvor der var energi i min stemme, og hvad der lød vigtigst.
For når der skal tages en beslutning, der er så afgørende for dit barn, er det umuligt ikke at blive berørt og miste enhver objektivitet. Det er nemmere at holde sig til trygheden og det velkendte end at kaste sig ud i det nye og ukendte, og nemmere at finde argumenter, der taler for at bibeholde det bestående.
Ens indre stemme som er så vigtig at lytte til, bliver svær at høre, når følelserne raser….
Det, der har hjulpet allermest  i forhold til at tage beslutningen, er at tænke på vores familieværdier.
Hvad er vigtigt for os at give vores børn med på livets rejse?
Hos os handler det om kærlighed, tryghed og støtte. Vi ønsker at give dem de bedste betingelser for at udvikle sig til hele mennesker. Det betyder blandt andet, at de skal være i et støttende miljø, hvor der er ro til at lære og udfolde sig, og hvor man behandler hinanden med respekt og ærlighed.

Jeg har lige lagt røret efter at have talt med ældstepigens nye klasselærer, de havde valgt to Guardian Angels blandt pigerne til at hjælpe hende i gang og glædede sig så meget til, at hun skulle starte.
Og hun har været ude og vælge sten til lommen, helt på eget initiativ, nogle der kan minde hende om, at det nok skal gå og byde forandringer velkommen.
Her er hendes eget billede af dem:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *