Lykkelig indefra

Tiden kommer

30 august , 2010 - af Charlotte - Kategori: Ikke kategoriseret
PrintFriendly and PDF

Jeg har lige puttet mindstepigen. Lige i disse dage, ligger vi sammen og hører en kort indsovningsmeditation, som jeg skal prøve af. Min datter putter sig tæt ind til mig, hun lytter koncentreret, mens hendes lille hånd søger min. Og mit hjerte er ved at løbe over af kærlighed. I disse øjeblikke ønsker jeg, at jeg kunne standse tiden. At hun altid ville være min lille pige, synes hun alt for hurtigt bliver stor.
Tiden går så stærkt, siger vi, når vi ser på vores børn. Vi fatter slet ikke, at de kan være blevet så store, hvor er tiden dog blevet af!! En anelse panik, kan det næsten udløse, tiden bliver en mangelvare, og vi bliver bange for, om vi kan nå, alt det vi gerne vil.
Kunne du tænke dig et andet billede af tiden?

Forestil dig, at du står på en lille ø, der ligger midt i en lang flod. Du ser alt det vand, som stille og roligt strømmer imod dig. Floden strækker sig så langt dit øje rækker. Forestil dig så, at du vender dig om, du kigger nu ned ad floden og ser alt det vand, som stille og roligt strømmer væk fra dig.
Denne flod er en metafor for tiden, tid der strømmer dig i møde, og tid der er passeret forbi. Du har absolut ingen kontrol over tidens flod, kan ikke stoppe den eller få den til at strømme hurtigere eller langsommere. Men se nu på alt det vand, alt den tid, som strømmer i mod dig. Kig et helt år op ad floden, det år indeholder 8760 timer, det er mange timer, hvor du kan nå meget. Kig 5 år op af floden, det er ufatteligt meget tid. Forestil dig, at tiden bliver ved med at strømme mod dig, der vil være masser af tid, oceaner af tid. Det er kun et spørgsmål om, hvordan du bruger den tid, der kommer til dig……

Min store pige krammer godnat, havde lige fået snoet sig til at være vågen en time længere.
Storebror er gået i gang med madpakkerne. Og jeg mindes om, at børnene bestemt ikke bliver mindre dejlige af, at tiden kommer.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *