Lykkelig indefra

Passion og barndomsdrømme

14 august , 2010 - af Charlotte - Kategori: Ikke kategoriseret
PrintFriendly and PDF

I dag har pigerne og jeg haft en stand på et loppemarked. Vores ældste datter Thea laver øreringe, og havde et lille udvalg med og tilbød så kunderne at designe et unikt par, mens de ventede. Det fik hun god succes med, og hun var stolt over de mange rosende ord, hun blev mødt med. For hende falder det nemt, det tager hende et splitsekund at lave et par øreringe, hvor jeg f.eks. slet ikke har teknikken i hænderne.

Jeg synes, det er så fascinerende at iagttage mennesker, som laver noget, de er passioneret omkring.
Jeg kan lade mig helt opsluge af Jamie Olivers madprogrammer eller sågar Søren Ryges haveprogrammer, bare fordi de udstråler så meget passion for det de laver. Vores passioner i livet har ofte rod i vores barndomsdrømme, i det vi elskede at lave som børn og som vi måske var lidt bedre til end de andre.

Som barn var jeg selv opslugt af at fotografere, jeg gik altid rundt med et kamera over skulderen, og så i perioder nærmest kun verden gennem en kameralinse.
Det der er interessant, hvis vi har behov for at genfinde vores passion som voksne, er dog ikke aktiviteten i sig selv, men hvorfor vi elskede netop denne aktivitet.
Det jeg elskede ved at fotografere var langt fra det tekniske, det var nærmest bare et nødvendigt onde, men snarere at observere folk, at gå i naturen og få ro til mine tanker, og at få det smukke og unikke frem i de personer, som jeg fotograferede. Derudover elskede jeg at lave blomsterdekorationer, helst af uanselige blomster fra grøftekanterne, som kunne forvandles til smukke kreationer. Igen det samme tema, fremtrylle det unikke, af noget som måske syntes almindeligt på overfladen.

Den røde tråd til det, jeg elsker at lave den dag i dag, hvor jeg hjælper kvinder med at udfolde sig og finde deres unikhed, er for mig overraskende tydelig.
Så hvis du har behov for at finde ind til din passion, måske i forbindelse med karrierevalg, eller i form af en ny hobby, er det en god ide at tage udgangspunkt i dine barndomsdrømme;
“Hvad elskede du at lave som barn?”
“Hvad drømte du om?”
“Hvorfor elskede du denne aktivitet, hvad gav den dig?”
Lad mig endelig høre, hvad du kommer frem til :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *