Lykkelig indefra

At holde en sten i hånden

25 august , 2010 - af Charlotte - Kategori: Ikke kategoriseret
PrintFriendly and PDF

Mindstepigen  spurgte mig med alvor i stemmen i morges; “Mor, hvor længe gik jeg egentligt i børnehaveklasse?” “Et år” svarede jeg, hvorefter hun rystet udbrød; “Betyder det så at jeg skal gå ligeså længe i 1. klasse?!!?”
Det falder hende svært for tiden, alle de nye krav, at have en dreng som sidemakker, at skulle tidligt op, og forlade sin mor….
I går sagde hun, at når hun virkelig savnede mig i skolen, gemte hun det i sit hjerte, så de andre ikke kunne se tårerne. Hvorefter hun med tårerne løbende ned af kinderne og tunge skridt gik i skole med storesøster.
I ren desperation fandt jeg en sten, sprayede lidt af min egen parfume på, løb efter hende og sagde, at når hun holdt den sten i hånden, ville den minde hende om, at vi elskede hende, at hun kunne være tryg, og at vi altid ville hente hende igen.
Hvorefter jeg gik ind og prøvede at rumme mine egne følelser….

Selvfølgelig hjælper det ikke i længden at fylde hendes skoletaske med tunge sten
 :-), men det jeg forsøgte var at give hende et “anker”.
 Kender du f.eks. det, at en bestemt melodi vækker særlige minder og følelser?
Via NLP, lærte jeg, at ankre bestemte følelser, lad mig prøve at give et eksempel.
Forestil dig, at du skal til jobsamtale, du er nervøs, og har brug for at føle dig rolig, sikker på dig selv og have overskud. Ved at tænke tilbage på sidste gang, du oplevede disse gode følelser, kan du forankre følelserne til brug i nuet, ved f.eks. at knytte din hånd, når du virkelig mærker din ressourcestærke tilstand, og så gøre det igen, når du har brug for det til jobsamtalen.
Jeg lavede øvelsen med min søn, da han skulle til eksamen, og selv om han var meget skeptisk, hjalp det ham. Jeg opdagede endda også en sten i hans lomme ;-)
Til kor, synger min ældste datter en sang, der på en sød måde, illustrerer det;
“At holde en sten i hånden, en lille og buttet en, kan gøre mig glad, hvor mærkeligt, det er nu bare en sten”

Og da mindstepigen kom hjem fra skole, og da jeg spurgte om stenen, havde hjulpet, svarede hun, “Ja, lige indtil den ikke duftede af dig mere!” Næste gang, må jeg forsyne hende med et anker uden duft :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Tilbage

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *