Lykkelig indefra

Charlotte 14 år…

23 april , 2016 - af Charlotte - Kategori: mindfulness - Tags: ,

“Hvor gammel er den del af dig, som mærker nervøsitet, når du skal tale i en forsamling?”

Spørgsmålet lød fra min coach på mindfulnessuddannelsen, hvor vi skal coaches to gange på et selvvalgt tema.

Jeg havde valgt at tale om noget, jeg gerne ville give slip på, og helt konkret handlede det om den nervøsitet, jeg stadig som 47- årig mærker i min mave, når jeg skal tage ordet i en forsamling.

Og helt ærligt, da jeg nævnte problemet, betragtede jeg det ikke som noget særligt, blot som en lille ting, jeg skulle fixe. Så da min coach bad mig om at hente en pude og holde den mod maven, mens jeg mærkede efter, hvor gammel jeg var, kom svaret bag på mig.

“Jeg er 14 år”,  svarede jeg, og på et split sekund var jeg grådkvalt tilbage i min folkeskoleklasse til en dansktime med min klasselærer, som havde foreslået, at jeg skulle til talepædagog, fordi jeg var så stille i timerne. Siden da havde min mave krøllet sig sammen, når jeg tvang mig selv til at tage ordet. Også selv om jeg efterhånden var ganske rutineret i det.

“Gå ud og køb dig en pude og kram med den dagligt, mens du giver dit 14-årige jeg kærlig opmærksomhed”, foreslog min coach. Og ja, jeg havde fanget opgaven og var som vanlig klar til handling. Men hun lod sig nu ikke narre. “Vælg den med omhu og tålmodighed, og når du så næste gang sidder i en forsamling, så tving ikke dig selv.” , “Mød Charlotte 14 år med kærlig venlighed, ganske på samme måde, som du ville møde dine egne teenagepiger”, “Og tag så små skridt, accepter, hvor du er, og øv dig dernæst stille og roligt!”

Og da fattede jeg pointen. Hele forskellen faktisk. For det handler om at møde det der er. Første skridt er at opdage det, være nysgerrig på det, dernæst at acceptere det og så at møde følelsen og tankerne med kærlig venlighed. Ikke at dømme sig selv, eller at forcere noget.

For det fortjener både du og den lille pige eller dreng indeni dig…

SONY DSC

 

 

Læs mere

Kan man blogge uden ord?

16 april , 2016 - af Charlotte - Kategori: mindfulness

“Alt det vigtigste kan siges og mærkes uden ord”, skrev en ven til mig i dag.

Jeg er i gang med at lære at VÆRE mindful, ikke blot udstyret med en ny værktøjskasse. Jeg forsøger at integrere mindfulness i mig selv. Og min tendens til at være i den mentale verden med ord, refleksioner, tanker og betragtninger spænder virkelig ben for mig. Det er nemmere sagt end gjort at komme ud af sit hoved og ned i sin krop. I den virkelige verden og være tilstede i dette NU.

Jeg har heller ikke knækket koden for, hvordan jeg bærer mig ad med at blogge uden at bruge ord.

Men jeg kan måske starte med at sende dig et virtuelt kram og en kærlig opfordring til at trække vejret i foråret…Helt dybt ned i lungerne…

mindfulness

 

 

 

 

 

Læs mere

Tilbage til jorden under mine fødder…

10 april , 2016 - af Charlotte - Kategori: mindfulness - Tags:

Der findes mange måder at rejse på, og mange destinationer. Den rejse, som jeg lige er påbegyndt, er en indre rejse og målet er at finde hjem, tilbage til jorden under mine fødder. Jeg er startet på min uddannelse til mindfulness practitioner og som vanlig, når jeg er i proces, løber jeg lidt tør for ord, hvor end jeg gerne ville dele rejsen med dig.

Måske er det ikke så mærkeligt, for rejsen foregår via krop og åndedræt. For her igennem at opdage, hvad det egentligt vil sige at være mig. I bevidsthed om de roller, jeg vælger at træde ind i. At udforske dette med nysgerrighed og venlighed, først i mødet med mig selv, og dernæst i mødet med andre…

Jeg leder efter ord at beskrive mine oplevelser med. Kan ikke finde dem. Endnu. Og en del af mindfulness handler netop om accepten af, hvad der er. Lige nu og lige her. At holde tålmodigheden i hånden.

Og undervejs vil ordene komme til mig. Det ved jeg. Men for nu, får du et billede af en pløjemark. Den mark, som min landmand i dag skal ud og tromle sammen med vores store datter, som så gerne vil lære at køre traktor.

Alt andet lige er vi omgivet af jord herude. Nu skal jeg blot finde den under mine fødder…

 

jorden under mine fødder

 

Læs mere

Jeg savner stadig min mormor

02 april , 2016 - af Charlotte - Kategori: accept, sorg

“Jeg kan ikke forstå, at det bliver ved, Charlotte” , “Det må da for pokker gå over på et tidspunkt?!”  Med fortvivlelse i stemmen, snakkede hun om sorg. Det var snart år mange år siden, at hun havde mistet en af sine allernærmeste, men hun var stadig så ulykkelig over det. Og hun blev meget ofte mødt med et løfte om, at tiden ville læge hendes sår.

Jeg så på hende og sagde, at jeg jo ikke var ekspert i sorg, men jeg troede mere på, at det ville gavne hende at acceptere sorgen og tabet af hendes elskede som et vilkår, hun måtte lære sig at leve med. For sorgen er hjemløs kærlighed, og den pris vi betaler for, at et menneske har været vigtigt for os. Den er snarere et landskab, vi skal lære at leve i, end en fase, vi skal gennem.

Det er gudskelov længe siden, at jeg selv har haft sorg tæt inde på livet. Men alligevel står det tydeligt i min erindring. Særligt fylder minderne og savnet af min mormor, for hende var jeg meget nær. Jeg har trøstet mig ved, at hun bor i mine gener, i farven på mine øjne og på mit hår. Og jeg har taget hende med mig i mit liv og i mit hjerte. Her vil hun altid have bopæl.

Sorgen har sin tid. Og den er lang….

 

ældre dame, livsklog kvinde, dame med rød hat, mormor

 Min mormor Dagny

Sorg er den skygge som kærlighed kaster

Læs mere

Kære Gud…

28 marts , 2016 - af Charlotte - Kategori: accept - Tags: , ,

“Jeg lukker sig mit øje.Gud Fader i det høje.Se til mit lille leje ned.I Jesus navn Amen” Som barn kunne jeg lire aftenbønnen af på 10 sekunder. For bønnen i sig selv var ikke væsentlig for mig. Det var det derimod at nå frem til samtalen med Gud, hvor jeg kunne læsse alle min bekymringer af og bede om hjælp til mine problemer.

Jeg beder ikke aftenbøn længere, på et tidspunkt i mit liv blev jeg overbevist om, at ansvaret alligevel hvilede på min egne skuldre. Men forleden kom jeg i tanke om min barnetro. Jeg sad i en flyver og kiggede ud over skyerne, deroppe fra hvor himlen altid er blå, og jeg huskede, hvordan jeg som barn altid holdt udkig efter Gud og englene. Nu sad jeg i stedet og forsøgte at tackle min flyskræk med dybe vejrtrækninger. Jeg kiggede ned og opdagede, at jeg helt per automatik havde foldet mine hænder.

Som mentor arbejder jeg ofte med angstramte og en af metoderne til at lære at håndtere angst er “udfoldelse”. Hvilket betyder, at du skal gøre plads for ubehagelige følelser og fornemmelser i stedet for at prøve at undertrykke dem og skubbe dem væk. Efterhånden vil du opdage, at de ikke længere generer dig så meget, at de passerer i stedet for at blive hængende. Dette er der en særlig teknik til, som blandt andet handler om identifikation af følelsen, og om at trække vejret ind i den og udenom den. Og det plejer at være meget hjælpsomt.

Det hjalp også mig til at komme gennem flyveturen, selv om der er et stykke vej endnu til, at jeg kommer til at nyde at flyve, om nogensinde. Men det slog mig alligevel, da jeg sad der og kiggede ud over skyerne, hvor meget nemmere det var som barn, da jeg blot læssede alle mine bekymringer af på Gud.

 angst.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Læs mere
Side 1 af 15012345102030Sidste »